Døbefont

Døbefonten er et romansk arbejde og dermed væsentligt ældre end kirken. Om døbefontene på Mors skriver Mackeprang bl.a., at »10-12 stykker (er) helt interesseløse. Enkelte som Jølby og Redsted er overmåde rå, de fleste ganske ligetil, og kun en enkelt (Jørsby) har tilløb til dekoration, idet kummen ved indhuggede linjer er delt i fire næsten halvcirkelformede felter.« (M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige døbefonte, Kbh. 1941, s. 183.) Dåbsfadet, der er af kobber, er fra omkring 1700. Der findes en tinkande stemplet »Hans Høy«.